Pernille Højmark Springer Ud Som Soloartist Med Et Jubelnummer

Det er ikke hver dag at man går solo i en alder af 57 år. Det er ikke desto mindre lige præcis, hvad sangerinde, skuespiller m.m. Pernille Højmark gør med en ny single, der udkommer 18. maj. ‘Simpelthen Fantastisk’ er en smittende sang, som med kække blæsere og en medrivende salsa-vibe signalerer festlig energi og højt humør.
Pernille betegner selv sangen som »et jubelnummer, som hylder den spæde forelskelse, man kan møde i alle aldre. Den der følelse, der kan vifte bh’en af én! l disse for verden så alvorlige tider er det vigtigt at minde hinanden om at livet også er simpelthen fantastisk.«

Pernille har selv skrevet sangens tekst og musikken er komponeret af Louise Dubiel og Christian Mathissen. Selvom det godt kan være en smule intimiderende at springe ud som soloartist og at ”sidde forest i lokomotivet”, som Pernille selv kalder det efter mange år i et band, har hun fået god respons allerede. En netop overstået forårsturné med sit nye orkester har været med til at give Pernille en god fornemmelse for solokarrieren, som hun nu påbegynder med denne humørfyldte og iørefaldende single.

‘Simpelthen Fantastisk’ udkommer torsdag 18. maj.